Der var engang et frygtindgydende havmonster ved navn Octavia, som boede i det dybeste, mørkeste hjørne af havet. Octavia var en gigantisk blæksprutte med otte lange arme og store, skinnende øjne. Alle i havet undgik hende, for rygterne sagde, at hun var uvenlig og skræmmende.
Men Octavia følte sig ensom og misforstået. Hun ønskede ikke at være frygtet; hun ønskede at være en del af det farverige liv på koralrevet. En dag besluttede hun sig for at ændre sit ry og vise alle, at hun kunne være god.
Octavia begyndte at bruge sine stærke arme til at rydde væk gamle net og affald, som mennesker havde efterladt, og skabte et renere hjem for alle havets væsner. Hun hjalp små fisk, der var fanget i revner, og delte sin mad med dem, der var sultne.
Nyheden om Octavias gode gerninger spredte sig hurtigt. Snart begyndte andre havdyr at nærme sig hende, ikke længere med frygt, men med taknemmelighed og venskab. Med tiden blev Octavia kendt som havets beskytter, elsket og respekteret af alle.
Hver nat, før Octavia lukkede sine store øjne til at sove, kiggede hun op mod havoverfladen, hvor månelyset danste i vandet. Hun følte sig endelig tilpas, vidende at hun havde fundet sin plads og formålet med sit liv i det store, vidunderlige hav.
Og sådan blev det frygtede havmonster, den store blæksprutte, kendt som en god og kærlig væsen, der vogtede over havets liv og skønhed. Alle sov trygt og godt, velvidende at Octavia var derude, og holdt øje med dem alle sammen.