Der var engang en magisk skov kaldet Lysglædens Land, hvor træerne glimtede som stjerner og blomsterne sang i vinden. I denne skov levede en ung enhjørning ved navn Luna. Luna var ikke som andre enhjørninger. Hendes pels var sølvfarvet som måneskin, og hendes horn glimtede med tusindvis af farver.
Selvom Luna var meget smuk, følte hun sig ofte alene, fordi hun var den eneste enhjørning i hele skoven. Hun brugte sine dage på at vandre gennem skovens mange stier, lege med skovens dyr, og lytte til træernes visdom. Men inderst inde længtes Luna efter at møde en anden som hende.
En dag, mens Luna legede ved skovens store sø, hørte hun en svag lyd. Det lød som en sørgmodig melodi, så smuk, men også så trist. Luna fulgte lyden, indtil hun kom til en del af skoven, hun aldrig havde set før. Her stod et gammelt, gnarled træ, og ved foden af træet sad en lille alfe dreng, der spillede på en fløjte.
“Jeg hedder Eli,” sagde alfen, da han så Luna. “Jeg er kommet for at finde den legendariske enhjørning, der siger at bo i denne skov.”
Luna smilede. “Jeg er Luna. Hvad bringer dig her, Eli?”
Eli forklarede, at hans landsby var blevet ramt af en lang, mørk vinter. Afgrøderne kunne ikke gro, og folket led. En gammel legende fortalte, at en enhjørnings tåre kunne bringe liv og lys tilbage til jorden.
Luna, som altid havde ønsket at hjælpe, besluttede straks at hjælpe Eli. Sammen rejste de gennem skove og over bjerge, mod Elfs landsby. På vejen lærte de hinanden at kende og blev gode venner.
Da de nåede landsbyen, var situationen værre end forventet. Jorden var tør og sprukken, og folkets ansigter var fyldt med sorg. Luna følte en dyb sorg i sit hjerte ved synet. Hun lukkede sine øjne og en enkelt tåre trillede ned ad hendes kind. Da tåren rørte jorden, skete der noget fantastisk. Hele landsbyen lyste op, og grønne spirer brød frem fra jorden.
Snart var landsbyen fyldt med grønt, blomster blomstrede, og folkets ansigter lyste op med håb og glæde. Eli og hans folk takkede Luna, og de fejrede med en stor fest. Der var musik, dans og latter overalt.
Da festen var forbi, måtte Luna tage afsked. Eli fulgte hende til skovkanten og takkede hende for alt, hun havde gjort.
“Du har ikke kun bragt liv tilbage til min landsby, men også venskab til mit hjerte,” sagde Eli.
Luna smilede. “Og du har vist mig, at selv når man føler sig alene, kan man altid finde venskab og kærlighed.”
Med et løfte om at besøge hinanden igen, skiltes Luna og Eli, og Luna vendte tilbage til skoven, hvor hun vidste, at selvom hun måske var den eneste enhjørning, var hun aldrig virkelig alene.
Så Luna levede lykkeligt i Lysglædens Land, altid klar til at hjælpe dem, der havde brug for det, og altid taknemmelig for venskabets gave.
Godnat, sov godt, og drøm om magiske enhjørninger og eventyr, der venter lige rundt om hjørnet.