Engang i en rolig skov, under skyggen af høje træer og blødt græs, boede en lille harekilling ved navn Harald. Harald var meget nysgerrig og elskede at udforske skoven omkring sig, men han var også meget forsigtig, for han var stadig meget ung.
En aften, da solen var ved at gå ned og farverne på himlen skiftede fra blå til glødende orange og dyb lilla, besluttede Harald at gå på en lille eventyr før sengetid. “Jeg vil bare se skoven en sidste gang inden jeg sover,” tænkte han og hoppede ud fra sin trygge hule.
Mens han hoppede rundt, mødte han en gammel skildpadde ved navn Theo. Theo var klog og kendte mange historier om skoven. “Hvor skal du hen så sent, lille Harald?” spurgte Theo med en venlig røst.
“Jeg vil bare se lidt mere af skoven, før det bliver mørkt,” svarede Harald ivrigt.
Theo smilede og sagde, “Det er en god ide, men husk, at det snart er sengetid. Vil du have, jeg skal fortælle dig en historie, mens vi går?”
Harald nikkede begejstret, og sammen begyndte de at gå langs skovstien. Theo fortalte Harald om de gamle træer, de sjove fugle, og om den gang han vandt et kapløb mod en meget langsommelig snegl.
Snart bemærkede Harald, at skoven begyndte at blive mørk. “Theo, jeg tror, jeg skal hjem nu,” sagde han lidt bekymret.
“God ide,” sagde Theo. “Lad mig følge dig tilbage til din hule.”
På vej tilbage så Harald alle de ting, Theo havde fortalt om. Han så de gamle træer vugge forsigtigt i vinden, og han kunne høre fuglene synge deres aftensange. Alt føltes mere magisk, nu hvor han kendte deres historier.
Da de nåede Haralds hule, takkede han Theo for de smukke historier og for at følge ham hjem. Theo vinkede og sagde, “Altid en fornøjelse, lille Harald. Sov godt nu.”
Harald krøb ind i sin hule, tænkte på alle de vidunderlige ting han havde lært, og faldt i en dyb, fredelig søvn, klar til at drømme søde drømme.
Og ude i skoven, under stjernerne, fortsatte livet stille og roligt, klar til at byde på flere eventyr en anden dag.